The Shadow Queen

Title: The Shadow Queen (/skyggernes Dronning)
Forlag: Turbine
Forfatter: C.J. Redwine
Bog fra serie: Ravenspire
Bog i serie: 1

(bog fået ved bogbloggertræf 2016)


♥ ♥


På bogens bagside læses:
(Det som står bag på bogen er meget afslårende for bogen og jeg anbefaler man kikker uden om bogens bagsidetekst for bedre at kunne nyde bogen)

“Lorelai Diederich er kronprinsesse og på flugt. Hun har kun én mission: At dræbe den onde dronning, som har taget både Ravenspires trone og hendes fars liv. For at gøre dette må Lorelai bruge netop det våben, som både hun og dronning Irina begge besidder – magi. Lorelai bliver nødt til at være hurtigere, stærkere og mere magtfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.

I nabolandet Eldr står den næstældste prins Kol pludselig alene med ansvaret for hele kongeriget, da hans far og storebror bliver slået ihjel af en hær af trolde med magiske evner. For at kunne nedkæmpe troldene og redde sit land har Kol brug for magi, men det kan han kun få adgang til, hvis han indgår en pagt med dronningen af Ravenspire og lover at blive hendes personlige jæger … og bringe hende Lorelais hjerte.

Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede – hun er smuk, benhård og ustoppelig – og på trods af Irinas sorte magi bliver Lorelai tiltrukket af den lidenskabelige og komplekse konge. I sin kamp for hele tiden at være et skridt foran dragejægeren – som hun er kommet til at holde meget mere af, end hun burde – må Lorelai gøre alt i sin magt for at knuse den onde dronning. Men Irina lader sig ikke uden videre besejre, og hendes sidste træk kan meget vel koste prinsessen det eneste, hun endnu har at midste…”

Anmeldelse:

Det er heldigvis så længe siden jeg læste bagsideteksten så da jeg læste bogen kunne jeg ikke huske den. Fordi hvis jeg havde læst bagsideteksten først så ville det have været en del frustrerende, fordi det som står på bagsiden summer i store træk handlingen på næsten hele bogen op og derved efterlader kun små overraskelser til læseren. Hvilket er ærgerligt fordi det er en god bog når man ikke kan huske en dyt af bagsideteksten.

Dette eventyr er inspireret af det gamle eventyr snehvide og de syv små dværge. Og selvom at den ikke indeholder alle elementerne fra det gamle eventyr så har den alligevel en del af dem med sig. Der er en prins, farlige æbler, ond stedmoder/dronning snehvid hud og meget mere. Det at man kan sidde og genkende disse elementer er for mig er super hyggeligt.

Bogen er skrevet enkelt på en fin måde som for det meste virker godt og gennemført men til tider synes jeg alligevel at enkeltheden bliver overgjort og irritere øjnene. Samt en gang imellem sad jeg med følelsen at handlingen speede lidt op og man skulle holde fast på hat og briller og dukke sig for de ting som kom smidt ind fra alle sider, men disse ting som komme flyvende tager jeg som om at man lige skal lære et helt nyt univers af kende. Dette tilsammen gør bogen hurtig og let læst. Bogen har også det strejf af uskyldighed i forhold til kærlighed som man kender og elsker fra de gamle eventyr og med en lille kant som kommer af lidt modernisering.

Dog er det på ingen måde en af de historier hvor intet rigtigt kan gå galt og hvor vores helte intet rigtigt kan komme til. For faren i denne bog er virkelige og skånselsløse over alt og alle. Dette giver bogen lidt kant hvor man som læser ikke helt kan vide sig sikker på noget som helst. Dette element kunne jeg godt lide fordi det gave spænding og uro for karaktererne.

“Mens Trugg skiftede ham, og Gabriel rengjorde sit sværd med nogle visne blade, trådte Kol forsigtigt endnu et skridt hen imod lorelai. Da hun ikke snerrede til ham at han, skulle holde sig væk, gik han tæt nok på til at kunne hviske “tak” “

Efter jeg havde læst dette kunne jeg ikke lade vær med at grine af ligheden med virkelighedens verden. Den skyldbevidste man som prøver at nærme sig den forurettede kvinde ganske forsigtigt. xD Kunne ikke lade vær med at grine og hurtigt at dele denne lille guldklump af et citat med kæresten så han kunne grine sammen med mig.

Jeg tog bogen ud af reolen fordi jeg ville hygge læse og det var det også den perfekte bog til at gøre med. Handlingen gik hurtigt og den havde mange sjove og hyggelige elementer. Men mere end en hyggebog er den nu ikke. Denne fart på fortællingen, uskyldigheden i nogle passager hvor det virker som om at selve forfatteren er pinligt berørt over en den pinlige situation at man skal skynde sig igennem dem og der virker meget når jeg selv skulle skynde mig væk fra en situation og i min iver for at flygte snublede og væltede klodset hen imod udgangen. Men denne hastighed kan virke både lidt kluntet og lidt barnligt, ved at det virker som om at selve forfatteren vil skrive en situation men smutter lidt i land igen på grund generthed over situationen. Selve ideen med at nyskrive eventyre og gøre dem helt igennem nye hvor der ikke bare er lavet om på lidt men faktisk en stor del. Historien følger ikke en bestemt linje som passer med eventyret, det referere til men mere at noget helt nyt har opslugt nogle dele fra de gamle og kendte eventyr. Sammen med hastigheden og bagsiden næsten spolere hele plottet i bogen giver jeg kunne denne bog to hjerter for jeg kunne godt lide den men mere end en hyggebog var den ikke. Dog er jeg glad for konceptet til at jeg nok meget snart er færdig med anden bog i serien om Ravenspire som hedder Ønskemageren.

A Court of Wings and Ruin

Title: A Court of Wings and Ruin
Forlag: Bloomsbury 
Forfatter: Sarah J. Maas
Bog fra serie: A Court of Thorns and Roses
Bog i serie: 3


♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥


På bogens bagside læses:

“The painting was a lie.
A bright, pretty lie, bursting with pale pink blooms and fat beams of sunshine.
I´d begun it yesterday, an idle study of the rose garden lurking beyond the open windows of the studio. Through the tangle of thorns and satiny leaves, the brighter green of the hills rolled away into the distance.
Incessant, unrelenting spring.
If I´d painted this glimpse into the court the way my gut had urged me, it would have been flesh-shredding thorns, flowers that choked off the sunlight for any plants smaller than them, and rolling hills stained red.
But each brushstroke on the wide canvas was calculated; each dab and swirl of blending colors meant to portray not just idyllic spring, but a sunny disposition as well. Not to happy, but gladly, finally healing from horrors I carefully divulged.
I supposed that in the past weeks, I had crafted my demeanor as intricately as one of these paintings. I supposed that of I had alse chosen to show myseld as I truly wished, I would have been adorned with fleshshredding talons, and hands that choked the life out of those now in my company. I would have left the gilded halls stained red.
But not yet.”

Anmeldelse:

Hvis man ikke allerede har læst de to første bøger så kan dette indløg godt afsløre lidt. 😀

Jeg havde forventet mangt og meget af denne bog fordi jeg elskede i den grad de første to bøger og jeg blev bestemt ikke skuffet, hvilket også grunder at jeg har givet denne bog og dens fantastiske forgængere 6 hjerter.

Dette anmeldelse har været længe under vejs og kun fordi jeg indtil nu ikke har fået taget et billedet som jeg var tilfreds med, for sådan en dejlig en bog fortjener at billedet også er specielt. Og fik først en idee og taget et billede som jeg kunne stille mig tilfreds med her i august.

Der er efterhånden lang tid siden at bogen lande i min postkasse. Men der hvor den lande hjemme ved lille mig var der heller ikke megen tid til at eksamen som truede i horisonten og med ingen rigtig læseferie var jeg nød til at ligge bogen fra mig igen hvor bogen gav en naturlig pause i handlingen. Det var svært det må jeg indrømme at skulle lægge denne bog fra mig som jeg har ventet med længsel på i et helt år!!!!! Men nu fik jeg endelig fri til at kunne læse den. Og så tøvede jeg fordi sådan en dejlig serie som jeg har elsket fra første kapitel. Tænkt den vil være ovre efter denne bog!! Men den var fantastisk. Og bagerest i bogen var der en side som tyder ligt på at der vil komme en fjerde bog i serien. :D!!! Denne bog havde en slutning sådan at jeg ville have troede at det ville stoppe med den. Men dog det ser ud til at der til næste år kommer en til og jeg kan ikke vente!!! 😀

Jeg elsker denne utrolige barske verden, overnaturlig, med tænder og klør er den fatal. Der er konstant afregning og selvom der er skjulte fare som alle mennesker kan indeholde så er de fleste farer repræsenteret i ydre faktorer som klør, monstrøse tænder og de største fare er som altid skjult. Så på den måde er denne verden ikke langt fra vores.

Krig er på vej til de personer som man allerede holder så meget af og de kan ikke vide hvem de kan sætte deres lid til at stå ved deres side og redde hele deres verden. Hyben er farlig og magtfuld og har på grund af Amarantha har de fleste riger i Prythian ikke meget forsvare sig med.
Optakt til krig er aldrig let at skulle skrive om og gøre spændened og alle bøger syntes jeg tager et hårdt slag når det når til optakten og selve krigen. For det er frustration, politik og nederlag. Men dog også sejre, men krig vil aldrig være eller blive en leg og heller ikke et kønt syn. Men forfatteren forstår virkelig at vikle nogle spændende elementer ind i krigshandlingerne. At give et overblik og spillerum for både læsere og karakterer så man hænger i og trods at krig trækker ud så var det alligevel spændened. I forhold til at skulle beskrive krig så slap forfatteren meget godt fra det.

Så er der bare sætninger i bøger der bare er så perfekte, så dejlige at læse. En af disse fra denne bog vil jeg dele med jer. Det ramte lige plet.

“…..That what we think to be your greatest weakness can sometime be our greatest streng. And that the most unlikely person can alter the course of history. – oage 309.

Men alt i alt elskede jeg bogen. Jeg græd og grinede og var fortabt i bogen som jeg også var ved de forrige to bøger. En fantastisk serie som jeg elsker skal stå på min reol i umindelige tider.

Men så nogle passager som jeg syntes var mindre heldige som var mig så pussigt at jeg bliver nød til at adressere det. Det spolere ikke hoved handlingen men dog stadig måske spolere noget for nogen, så hop over næste sektion hvis du vil være på den sikre side.

Først så bliver der fortalt noget af Prythians forhistorie hvor et fefolk med vinger hjælper en halv fe, halv menneske med at befri hendes folk ved at lave en passage over havet ved at skille vandende.
Lyder det bekendt? Lidt men fair nok tænkte jeg.
Så kommer der en passage hvor Amren søger igennem hele bygen for at tjekke og slagte potentielle fjender som gemmer sig i den. Her undre Feyre sig over hvordan hun vil kende fjende fra ven og her bliver hun så fortalt at indbyggerne vil male med lammeblod over deres døre og/eller stille et glas med lammeblod på deres dørtrin som et lille offer til Amren. Ej altså nu syntes jeg også det var lige lovligt meget af tage fra historien om Moses. Det virkede på mig lidt kikset.

Men der var kunne disse to passager i bogen, men alligevel syntes jeg at sidstenævnte var lidt overflødelig og alt for tæt på når man også tager første passage med.

Elskede bogen og jeg kan ikke vente til næste år for at finde ud af flere eventyrlige fra dette forunderlige overnaturlige verden.