Soulfinders Phoenix

Title: Phoenix
Forfatter: Joss Stirling
Fra serie: Soulfinders
Bog i Serie: 2


♥ ♥


I bogens beskrivelse læses:

(bogens beskrivelse kommer goodreads)

Hele livet har Phoenix fantaseret om at finde sin soulfinder og slippe væk fra sit usle liv som tyv. Hun ejes nemlig af Fællesskabet – en gruppe engelske savanter, der bruger deres overnaturlige evner i det ondes tjeneste. Da Phoenix bliver beordret til at stjæle fra en amerikansk udvekslingsstuderende, går hendes planer imidlertid bogstaveligt talt op i røg. For ikke alene viser offeret sig at være Yves Benedict – en savant, hvis særlige evne er at kontrollere ild – han er også hendes soulfinder. Men Phoenix’ sind bliver kontrolleret af den farlige og dybt kriminelle leder af Fællesskabet, og han ser straks soulfinder-forbindelsen mellem de to som midlet til at få ram på den mægtige Benedict-klan. Han ved, at Phoenix ikke kan modsætte sig hans vilje og beordrer hende til at forråde Yves. Men hvordan forråder man sin soulfinder?”

Anmeldelse:
Da jeg startede denne bog forventede jeg en sød kærlighedshistorie. Måske mere end det fordi en Soulfinder i disse bøger er PERSONEN som er ens anden halvdel. Den sidste bog bød på noget af et eventyr samt en utrolig sød historie. Så jeg havde nogenlunde samme forventninger for denne bog. Jeg vidste at de forskellige bøger handler om hver af brødrene i bogserien og hvordan de finder deres anden halvdel. Jeg glæde mig lidt til at gense det par, man allerede har skiftet bekendtskab med, men endnu vigtigere igen at kunne læse en noget så romantisk samt spændende kærlighedshistorie. På sin vis fik jeg faktisk det jeg havde forventet. Der var spænding, der var kærlighed og et soulfinder bånd. Men denne bog havde et elementer som ikke helt falder i min smag og dette element kan udtrykket med blot et navn, Phoenix.

Som det første var Phoenix ikke helt min kop te. Hun virker til at være intelligent samt empatisk over for selv mennesker hun ikke kender. For selvom hun nyder sit erhverv som tyv, så grimmes hun ved tanken om at såre de mennesker hun stjæler fra og skal overbevise sig selv om at de har massere og det derfor ikke betyder det store. Men dog alligevel nyder hun sit arbejde når det er udført godt og roser sig selv for at være en rigtig god tyv. Disse ting bliver man med det samme præsenteret for og det giver en god indblik i hvad for en person hun er. På daværende tidspunkt syntes jeg om hende. Men så er det lidt som om hun går imod alt dette man har lært om hende. Der fokuseres mere på at hun nyder gerningen men ikke at hun faktisk tænker en del på sin ofre. Hun priser sig for at kende sine omgivelser og sin verden ret godt men tager alligevel beslutninger som ikke giver mening i forhold til det hun ved og den baggrund hun kommer fra. Efter min mening. Dette er det mest irriterende en bog kan gøre. At personen går imod egen erfaring, personlighed, eller bare i det helt taget sin egen logik. Hun skifter hele tiden frem og tilbage i hvad hun skal gøre og om hun skal stole på hendes nyfundne soulfinder, selvom hun flere gange konstatere lidt at hun faktisk kan stole på ham, eller hvor det decideret bliver bevidst for hende hun kan stole på ham.

I det hele synes jeg faktisk det var en ganske hyggelig bog. Det var en spændende historie og en lidt mere anderledes en af slagsen i forhold til en kærlighedshistorie. Jeg vil helt klart læse videre i serien fordi jeg syntes universets primis er spændende og sødt. Dog trækker det meget ned i læsningen når en af hovedpersonerne er så omskiftelig og utilregnelig selv når man får historien fortalt ud fra hendes øjne og perspektiv.
Men jeg elskede at man ikke helt havde sluppet foriges bogs hovedpersoner og genser dem fra et helt andet perspektiv. Nemlig ud fra denne bogs hovedpersons øjne ser vi dem i et andet lys. De ser lidt mere sukkersøde ud, ud fra Phpenixs øjne. Men at gense dem var hyggeligt, specielt fordi man får et indblik i hvordan det går dem i livet efter at første bog er afsluttet.

Det går nok ikke lang tid før jeg springer på den næste bog i serien.

Izola Rejsen til Falkien

Title: Izola Rejsen til Falkien
Forfatter: Christina Bonde
Fra serie: Izola
Bog i Serie: 1

(Hørt som lydbog, Ordblinde Biblioteket Nota derefter købt hardback)


♥ ♥ ♥ ♥ ♥


I bogens beskrivelse læses:

“Izola er 19 år og vokser op med sin mors fortælling af et ganske specielt eventyr. Da moren pludselig dør, får Izola overdrager en mystisk kasse. Men kassen er langt fra det eneste som moren har holdt skjult. Inden længe befinder Izola sig i en ekstrem og farlig verden hvor hun må kæmpe for at overleve og samtidig opklare morens rolle der viser sig at være skæbnesvanger for Izolas fremtid.
Er eventyret sandt?
Og hvad er betydningen af den magtfulde evne som ligger i Izolas sind?”

Anmeldelse:

Hvor barndommens eventyr kommer til live. Advarsler det farlige i eventyr som ikke blev taget alvorligt, pludselig står soleklart. Izolas mor har siden hun var helt lille fortalt eventyret om et vidunderligt smukt kongerige. Malet billeder af landskaber og personer som optog Izola, bjergtog hende så meget at hun gemte hver eneste detalje i hjertet. Det ægte eventyr er farligt. Hun ender i et helt anden verden. Lige så smuk og vidunderlig som fortællingerne hun hørte igen og igen som barn. På samme måde er vinterens skønhed med sin lyddæmpende glitrende hvide sne og perfekte snefnug, en utrolig skønhed men ikke desto mindre farlig. Advarslerne som hendes mor altid gav med hendes eventyr kommer til udtryk i det fremmede land. For selvom at Falkien er smuk så gemmer den på et samfund og traditioner der er langt væk fra den skønhed som betragtes udefra. Hun finder ud af at hun er opier en helt anden rase i dette stillestående land som ikke selv kan give forandringer. Derfor er der brug for menneskenes verden. For alle dyr undtagen heste kommer fra menneskenes verden. Deres eleskede heste kan kun give hoppeføl, derfor skal der også hentes hingste til landet for at flokken overhovedet kan vokse. Selve befolkningen af Opier har også selv brug for mennesker for overhovedet selv at kunne vokse i befolkningstal. Dette for et præmis af en bog er spændende. Især Opiernes samfundsopbygning som kredser over deres egen overlevelse som rase, som deres skikke er udformet efter.
Jeg syntes virkelig det er mesterligt hvordan man selv som læser bliver draget af skønheden i beskrivelsen af landet men viger fra alt det forfærdelige rådne som ligger lige under overfladen. Man sidder som forfærdet tilskuer men kan bare ikke se væk, fordi det er simpelthen for spændende.
Som altid så elsker jeg eventyr som har lidt bid i sig. Hvor ikke alting er lykke og fantastisk. Det virker mere realistisk. Det er det eventyrlige som fanger interessen hvor det er realismen som fanger en læsers sjæl så at læse til langt ud på natten ikke kun er en mulighed men uundgåeligt. Dette syntes jeg denne bog har en god stor portion af.

Jeg tror der er mere til dette nye eventyrlige lands fortid end lige øjet ser. For selvom at Opierne siger at det er deres natur til at spise blod og råt kød for at bestå, at de ikke kan leve på en anden slags kost som menneskene kan det. Så siger de selv at der ikke var andet i starten af deres verden kun hestene og Opier. Resten af dyrene har de skulle importere fra menneskenes verden. Heste kød spiser de ikke da det er et helligt dyr for deres samfund. Så før at de importerede alle disse dyr fra menneskenes verden, hvad spise de så hvis de ikke spise hestene?

Izola er en stærk tøs. Hun vil ikke lade sig kue og det beundrer jeg hende for. Hun er meget forsigtig anlagt og det tilskriver jeg også nogle af de valg hun tager. Der er mange gange hun holder information tilbage for personer som vil hende det godt, også bagefter at hun selv mener at hun kan stole på dem. Men jeg ved ikke helt om denne mistillid alligevel er på sin plads, det vil tiden samt den næste bog vel vise.

Jorian som jeg i lydbogen hørte i meget lang tid som jordegern. Det var dog Jorian som passer meget bedre til resten af Opiernes navne, men jordegern var nu også meget sødt navn. xD
Han er handlekræftig, virker reel og ønsker bedre forhold for alle i det land han står til at arve tronen fra. Men selvom han ønsker kvinderne i hans verden bedre betingelser, så med at han lytter lidt til Izola og fortæller hende hvad han har tænkt sig, også når hans planer omhandler hende, syntes jeg ikke stemmer overens. Som gør jeg glæder mig enormt til at læse næste bog.

Jeg syntes det var en eventyrlig bog. Der er mange hemmeligheder som ligger og ulmer under overfladen. Både fra Jorian side, morderens fortids side og Falkiens forhistorie side. Det er utroligt spændende at det ikke er til at sige. At der er ikke er noget som er fuldstændigt ondt eller godt men en mellemting som der skal graves mere i for at få det fulde billede. Jeg håber virkeligt at Izola kommer væk, men jeg håber også inderligt hun kan bringe flere end sig selv den frihed hun selv mener alle har ret til.