Det startede egentlig ikke med en stor beslutning. Der var ingen sej montage, ingen tårevædet øjeblik foran spejlet, ingen opvågnen en morgen med en ny livsstrategi klar.

Det startede med en lille, ubehagelig opdagelse.

Jeg sagde undskyld til nogen for at være den, jeg er.

Ikke for at have sagt noget grimt. Ikke for at have gjort noget forkert. Jeg sagde undskyld fordi jeg var for direkte. For nysgerrig. For meget. Og da jeg hørte mig selv sige det, tænkte jeg: vent. Hvad er det egentlig jeg undskylder?

Den usynlige liste

Jeg har altid haft en slags usynlig liste i mig. En liste over de ting ved mig selv, som jeg skulle dæmpe lidt ned. Tone ned. Pakke pænt ind, så andre ikke blev utrygge.

For høj stemme. For mange spørgsmål. For intens til small talk. For direkte til at pakke tingene ind. For hurtig til at sige, hvad jeg tænker. For langsom til at lukke af, når noget rørte mig.

Jeg tror ikke, at nogen nogensinde har lavet den liste for mig. Det var mig selv. Lavet i løbet af mange år, ud fra de øjeblikke hvor jeg mærkede, at jeg var lidt for meget.

Og i årevis var den liste min vejledning i, hvordan jeg skulle opføre mig.

Det år det ændrede sig

Jeg kan ikke pege på ét tidspunkt. Det var mere som en langsom forskydning, der tog fart.

Jeg var til en middagsselskab og sagde noget, jeg virkelig mente, i stedet for at give det neutrale svar, der passer alle. Og der skete noget underligt: folk lo. Ikke ad mig. Men med mig. De lænede sig frem. Der blev en samtale ud af det.

Jeg var til et møde og sagde til en kollega, at jeg ikke var enig. Direkte. Uden at blødgøre det med fem forbehold. Og samtalen blev bedre. Vi kom faktisk frem til noget.

Igen og igen mærkede jeg, at det, jeg hele tiden havde forsøgt at dæmpe, faktisk var det, der skabte kontakt.

Undskyldningerne vi aldrig burde sige

Der er en type undskyldning, vi alle kender. Den man siger, ikke fordi man har gjort noget forkert, men fordi man fylder for meget. Fordi man vovede at have en mening. Fordi man grinte for højt. Fordi man var trist på et tidspunkt, der ikke passede de andre.

Den type undskyldning er ikke høflighed. Det er selvudvisning.

Og det er en vane, som sætter sig dybt. For jo mere du undskylder for at være dig, jo mere begynder du at tro, at det faktisk er nødvendigt. At der er noget ved dig, som kræver undskyldning.

Det er der ikke.

Hvad der skete, da jeg stoppede

Jeg forventer ikke, at alle kan lide mig. Det var en af de ting, jeg måtte acceptere. At der er mennesker, der synes, jeg er for direkte. For meget. For noget, de ikke har brug for i deres liv.

Det er okay.

For på den anden side af den accept fandt jeg noget, jeg ikke vidste, at jeg manglede. Ægte kontakt. Venner der kender mig og vil det alligevel. Samtaler der betyder noget, fordi de er rigtige.

Og det mærkeligt stille, der kommer, når du ikke længere bruger energi på at administrere andres opfattelse af dig.

Det er ikke arrogance

Jeg tror, at mange holder sig tilbage fra dette, fordi det lyder arrogant. Som om man siger: jeg er perfekt og alle skal bare acceptere det.

Det er ikke det, jeg mener.

Jeg vil stadig gerne vokse. Jeg vil stadig høre, når jeg gør noget forkert. Jeg vil stadig sige undskyld, når jeg sårer nogen eller træder ved siden af.

Men der er forskel på at beklage sine handlinger og at undskylde for sin personlighed.

Den forskel tog mig lang tid at forstå. Og lidt længere tid at leve efter.

Til dig der kender den liste

Hvis du har din egen usynlige liste, din liste over de ting ved dig selv som du holder lidt tilbage, så vil jeg bare sige:

Du behøver ikke slette den på én dag. Du behøver ikke pludselig blive et nyt menneske over en weekend.

Men næste gang du er ved at sige undskyld for at have en mening, for at have taget plads, for at have vist at noget betød noget for dig, så hold en pause. Et enkelt sekund.

Og spørg dig selv: er dette en undskyldning, eller er det selvudvisning?

Der er forskel.